To strafslag til Patrick Reed for at forbedre området for sit tilsigtede sving!

Patrick Reed improving his line of play

Patrick Reed fik to strafslag for at forbedre området for sit tilsigtede sving i Hero World Challenge i december 2019.

1) Video.

Nedenfor kan du se, præcist hvad der skete:

Reed lavede således to tilbagesving meget tæt på sin bold i sand i et waste area, hvormed der blev fjernet noget sand fra området for hans tilsigtede sving.

Regel 8.1a forbyder en sådan forbedring, hvorfor han fik to strafslag.

2) Hvorfor ikke fire strafslag?

Nogle af jer har spurgt mig, hvorfor han ikke fik fire strafslag, nu hvor han jo gjorde det to gange.

Årsagen skal findes i Regel 1.3c(4), der omhandler flere overtrædelser af reglerne:

Hvis en spiller bryder … den samme Regel flere gange før en mellemliggende begivenhed sker (f.eks. udføre et slag eller blive opmærksom på overtrædelsen), afhænger straffen af, hvad spilleren gjorde:

Når overtrædelserne skyldes … relaterede handlinger: Spilleren får kun én straf,

I Reed’s situation anses det således at være relaterede handlinger, hvorfor der kun var én to-slags straf. Hvis han havde gjort det samme senere efter slaget længere frem i sandet fx., så havde han fået to strafslag mere.

3) Reed havde indsigelser.

Patrick Reed oplyste, at han accepterede straffen, men han bebrejdede kameravinklen (golf. com) – så vidt jeg kan forstå, så mente han, at forbedringen ikke var sket i et af de “forbudte områder” (dvs. i et af de forhold/områder, der påvirker slaget – såsom i området for hans tilsigtede sving).

Eftersom regeldommerne gav ham straf, så må han have været uenig med ham i denne indsigelse.

4) Intention uden betydning.

De sociale medier kogte over med kritik af Reed for bevidst at have snydt, men den diskussion ønsker jeg ikke at gå ind i. Jeg vil blot notere, at intention ikke er af betydning i forhold til, hvorvidt man har overtrådt Regel 8.1a. Det afgørende er alene, om man har forbedret et af disse forbudte områder. Hvis man har, så får man straf, uanset om man havde en intention eller ej.

Det skal dog lige nævnes, at hvis der var tale om en bevidst handling fra Reed’s side (altså at han bevidst fjernede sand), som det antydes fra mange sider, så ville det naturligvis være en overtrædelse af etikettereglerne (Regel 1.2a) og kunne medføre diskvalifikation.

/Brian

PS: Husker du, da Mickelson fik to strafslag for at forbedre sin spillelinje?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.