Endelig version af 2019-golfreglerne er offentliggjort.

Hej alle.

Så er der spændende nyt fra R&A/USGA, idet de nu har offentliggjort den endelige version af de regler, der træder i kraft 1. januar 2019.

Der er en del ændringer – også i forhold til det udkast, der blev offentliggjort 1. marts 2017.

Nedenfor har jeg lige opridset nogle af de ting, jeg synes der er særligt værd af bemærke:

  1. Man skal droppe fra knæhøjde!
  2. Søgetiden forkortes fra 5 til 3 minutter.
  3. Du må altid bytte bolden ud, når du tager lempelse (uanset om det er med eller uden straf).
  4. Vandhazardreglerne ændres markant:
    1. Det hedder nu et “strafområde” (hvilket også kan omfatte ørken, tæt buskads mv.).
    2. Alle strafområder er som udgangspunkt røde.
    3. Man ophæver muligheden for at droppe “på den anden side” af et rødt strafområde – klubben kan dog “genindføre” det ved lokal regel.
    4. Proceduren for at droppe på “den lige linje” ændres, således at man skal vælge et punkt på linjen og droppe inden for én køllelængde deraf – ikke nærmere hullet.
  5. Der indføres en ny spilleform: “Maksimumsscore”, hvor klubben fx. kan bestemme, at højeste score på et hul er 8 slag, eller netto dobbelt af hullets par.
  6. Out of bounds: Klubben kan ved lokal regel give mulighed for, at man må droppe ind fx på fairway med to straffeslag, når ens bold er out of bounds!
  7. Tabt bold: Klubbens kan ved lokal regel give mulighed for, at man må droppe ind fx på fairway med to straffeslag, når ens bold er blevet væk fx. i noget buskads.
  8. Man ophæver en række straffe, herunder for…:
    1. … dobbeltslag.
    2. … at fjene blade mv. i en bunker/et strafområde.
    3. … at hole fra green med flagstangen i hul.
    4. … når man uforvarende flytter sin bold under søgen.
  9. Man ændrer reglerne for uspillelig bold:
    1. Man ændrer “lige linje muligheden” i bunkeren, således at man skal finde et punkt på den lige linje og så droppe inden for én køllelængde heraf, ikke nærmere hullet.
    2. Når bolden ligger i bunkeren må man med to straffeslag droppe på “den lige linje” uden for bunkeren – samme procedure som under 1.
  10. Man må ikke længere måle ud med sin putter – en “køllelængde” anses at være længden af ens længste kølle, pånær putteren.
  11. Man skal ikke længere kalde på medspilleren mv., når man fx. skal løfte bolden for at identificere den eller for at se, om den er beskadiget.
  12. Man skal fortsat måle én eller to køllelængder – forslaget om 20 inches (0,5 m.) og 80 inches (2 m.) fra marts 2017 blev ændret.

Nå men eftersom reglerne nu er endeligt vedtagne, kan jeg varmt anbefale dig at melde dig til nogle kurser  – der er en række til efteråret 2018 og foråret 2019 – se en oversigt på dette link.

Og så kan jeg varmt anbefale dig at melde dig til den gratis 2019-Regelskole – det kan gøres her.

God weekend!

MVH
Brian

 

4 kommentarer
  1. C. Hansen siger

    Droppe fra knæhøjde :-)) Ville det ikke have været bedre at gøre det fra lårhøjde, fremfor at skulle diskutere, om vedkommende nu også fik bukket sig tilstrækkeligt for at nå knæet. Det er selvfølgelig lidt nemmere for dem, der måtte afvige rent anatomisk med hensyn til armlængde 🙂
    Punkt 11 er heller ikke særlig heldigt udformet. Nu kan man placere bolden, som man har lyst til, uden at andre behøver at overvære det. Men der er da mindst én i vores klub, der med garanti hilser forslaget velkomment. Man spiller med andre ord med permanent lejeforbedring. Ikke særlig gennemtænkt.

    1. Jens Anker Pedersen siger

      Med hensyn til punkt 11 skal man vel stadig markere bolden inden den løftes. Jeg vil nok tilkalde min markør for en sikkerheds skyld,for ikke at blive beskyldt for snyd.

  2. OSWALD ACADEMY siger

    Haha ja, C Hansen, det virker lidt som et kompromis med knæhøjde.

    Der er mange kringelkroge og anderledes regler, men det bliver spændende om folk kan forstå dem. Det bliver nok moderat kaos i en periode, tror jeg 🙂

  3. Alf Abildgaard siger

    Punkt 11 reglen, som sikkert fremover bliver døbt straffri lejeforbedring, kan fremover kun give problemer og diskussioner. Jeg kender i hvert fald én i vores klub, der med garanti hilser forslaget velkomment. – Et ikke særligt godt forslag.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.