Nye regler på vej: Ting, der kan hjælpe med at læse green, forbydes måske!

Hej alle.

Der sker godt nok meget på regelfronten p.t.!

I går offentliggjorde R&A og USGA en fælles erklæring, hvori de udtrykte bekymring for de mange forskellige “ting”, der findes på markedet, som kan hjælpe en spiller med at finde ud af, hvordan greenen hælder. At kunne læse greenen uden hjælp af sådanne “ting” er efter deres mening en helt essentiel del af det at spille golf.

Det er uklart, hvad de præcis mener med “ting” (engelsk: “materials”).

Elektroniske apparater.
Regel 14-3 forbyder allerede nu brugen af elektroniske apparater, der fx. kan hjælpe spilleren i sit spil.

Du kan se en video nedenfor, hvor et af disse “green-læse-apparater” vises.

Måske man vil lave mere præcise regler omkring brugen af sådanne apparater.

Avancerede baneguides (“Yardage books”).
Mange professionelle spillere bruger ret udførlige og avancerede baneguider, hvor man bl.a. kan se hældningen på green vist med pile og grader osv. på nogle meget udførlige kort – se et eksempel nedenfor.

Måske det er disse avancerede baneguides, der menes med “ting”, hvilket synes at blive bekræftet af en e-mail fra Thomas Pagel (USGA), som ifølge Golf Digest siger følgende (min oversættelse):

– Det er den stærkt forøgede detaljegrad i disse ting, som USGA og the R&A har været vidner til i den seneste tid, både i trykt og i elektronisk form, som har ført til vores nævnte overvejelser. Alle “ting” vil blive gennemgået, men den oprindelige overvejelse var ikke rettet mod de almindelige baneguides, der findes til de fleste baner, men snarere dem med en forøget detaljegrad/sofistikering. 

Brugen af baneguides (avancerede eller ej) er ikke p.t. forbudt efter golfreglerne.

Ud over at kunne hjælpe spilleren med spillet, så kan brugen af disse avancerede baneguides også medføre, at spilletempoet bliver langsommere.

Ændringer inden for et par måneder?
The R&A og USGA er i gang med at overveje, hvilke tiltag (om nogen), de skal iværksætte i forhold til disse “green-læse-hjælpende-ting”. De forventer at adressere det nærmere i “de kommende måneder”.

/Brian

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.