Spiller disket i Made in Denmark!

Craig Lee diskvalificeret i Made in Denmark

Hej alle.

Craig Lee er i dag blevet diskvalificeret i Made in Denmark.

Facts.
Craig Lee slog fra en bunker hen et sted, hvor han var i tvivl, om han kunne finde den, og han ville derfor slå en provisorisk bold, hvilket han gjorde, idet han dog blot glemte at oplyse, at det var en provisorisk.

Han gik så frem og fandt den oprindelige, og spillede videre med den og samlede den “provisoriske” op – og slog ud på næste teested.

Golfreglerne.
Eftersom han glemte at oplyse, at det var en provisorisk bold, så var det bolden i spil, og den oprindelige bold var dermed tabt. Da han trods dette slog et slag til den oprindelige bold efterfølgende, så fik han to straffeslag for at slå et slag til en forkert bold (Regel 15-3).

Når man gør det, så skal man rette fejlen, inden man slår ud på næste teested. Dette gjorde han ikke, og straffen er hård: Diskvalifikation.

/Brian

6 kommentarer
  1. Birgit Buhl siger

    Jeg har læst din mail, men undrer mig over 15,3 ??.

    Jeg mener, at det er et forkert sted – altså 20,7, hvor han skal spille færdig med bold og derefter diskv. ved at opnå fordel – note1.

    Hilsen Birgit og Povl Erik

    Breinholtgård.

  2. OSWALD ACADEMY siger

    Hej Birgit og Povl!

    Regel 20-7 omhandler, når man spiller sin “bold i spil” fra et forkert sted.

    Bolden var ikke “i spil” i den nævnte situation, da den var tabt (se definitionen af tabt bold) idet der var sat en ny bold i spil – og derfor gælder Regel 20-7 ikke.

    Med venlig hilsen
    Brian

  3. Johnnie siger

    – og alt dette, fordi han ikke højt og tydeligt – som det vel var for enhver – havde annonceret “provisorisk bold”.

    Kan godt forstå, at nogen synes golfspillere – og regler – er idiotiske og selvødelæggende i et spil, hvor man bliver “straffet” for at blive bedre og bedre (tab af slag i forhold til par) i uforholdsmæssigt stor stil, når men går bedre end sit hcp, men langt mindre, når man spiller ringere…
    For ikke at tale om årsregulering – det er helt hen i vejret.

    Ens spillehandicap burde være et gennemsnit af de seneste ti tællende runder, ligesom proernes rangering på diverse lister…

  4. Niels siger

    Det mest retfærdige ville vel være, at man overhovedet ikke havde noget handicapsystem. Det ville nemlig betyde, at den, der spillede bedst, ville vinde. Sådan er det i de fleste andre idrætsgrene. Det ville så også betyde, at de dårligste aldrig ville have en chance.

    For mange år siden besøgte jeg den irske klub Knockanally, hvor formanden over en pint of Guinness fortalte, at der startede begyndere altid med handicap 18. Han forklarede derefter, at så gik der en rum tid, hvorefter spilleren begejstret kunne berette, at han i dag havde scoret 3 stablefordpoints. Efter endnu nogle runder, at han havde scoret 7 osv.
    Det fik mig til at bemærke, at så kunne begyndere vel ikke deltage i turneringer. “Jo” svarede han. “Jamen så kan de da aldrig vi de præmier?” Hertil svarede han: “Nej, men de kan jo heller ikke spille golf.”

    På vore breddegrader kan man om søndagen være heldig og få sin vinreol fyldt op, hvis man fra handicap 36 kan knolde banen rundt i 18 dobbeltbogeys. Så tal ikke om retfærdighed i golf.

  5. Jørn Kelland siger

    Jeg er endnu ikke stødt på ordet “retfærdighed” i golfreglerne :).

    M.h.t. provisorisk bold, mener jeg, at der er lavet en decision, der siger, at hvis det er åbenbart, at det er en provisorisk bold, behøver man ikke sige ordet? Er det korrekt?

  6. OSWALD ACADEMY siger

    @Jørn Kelland:

    Der er en decision, som siger, at man SKAL sige noget. Man behøver dog ikke sige ordene provisorisk bold – man skal “blot” gøre det klart, at det er Regel 27-2a man går frem efter:

    27-2a/1
    Meddele provisorisk bold
    Spørgsmål: En spiller slår sin bold ud i et område, hvor den kan være tabt uden for en vandhazard eller kan være out of bounds. Spilleren dropper derefter en anden bold og spiller den. Det er meningen, at den droppede bold skal være en provisorisk bold, men spilleren meddeler ikke sin modstander, markør eller medslagspiller, at han “spiller en provisorisk bold”. Kan en spillers handlinger i en sådan situation gøre det ud for en meddelelse om, at han spiller en provisorisk bold?

    Svar: Nej. Regel 27-2a siger udtrykkeligt, at spilleren skal meddele sin modstander, markør eller medslagspiller, at han agter at spille en provisorisk bold.
    Spillerens udtalelse skal udtrykkeligt indeholde ordene “provisorisk bold” eller skal gøre det klart, at han går frem efter Regel 27-2a. Derfor har en spiller, der ikke siger noget, sat en anden bold i spil.
    Det følgende er eksempler på udtalelser, der ikke opfylder kravene til at meddele en provisorisk bold:
    (a) “Den er nok tabt. Jeg lader kanonen igen”.
    (b) “Den er nok ude”.
    (c) “Jeg må nok hellere spille en anden”.
    (d) “Den finder jeg aldrig. Jeg spiller en ny”.

    /Brian

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.