Robert Streb måtte putte med wedge

Robert Streb putter med wedge, idet putteren var ødelagt - lavede fem birdies!

Hej alle.

Som i måske har læst i en anden blog, så ødelagde Ernie Els for nyligt et jern, da han slog til sin bold tæt på et træ – og han måtte så gerne fx. hente et andet jern. I weekendens Greenbrier Classic ødelagde Robert Streb sin putter, men måtte ikke hente et andet.

Facts.
Efter at have puttet færdig på 9. hul, kastede Streb sin putter hen mod caddien/baggen men putteren gik dermed i stykker (putterhovedet knækkede af)!

Golfreglerne.
Golfreglerne siger, at hvis køllen beskadiges “under spillets normale gang”, så har han tre muligheder – se bloggen om Els. Strebs situation ansås dog ikke for at være en del af spillets normale gang, og derfor siger Regel 4-3b, at han ikke må bruge den i resten af runden, ligesom han ikke må erstatte den med en anden.

Eksempler: “Spillets normale gang”.
Eksempler på “spillets normale gang” er ifølge Decision 4-3/1:

  1. Under et slag.
  2. Under et øvelsesslag eller et prøvesving.
  3. Når man tager en kølle op fra baggen eller lægger den ned i den.
  4. Når man uforvarende taber en kølle.

Ernie Els var omfattet af nummer 1, og han måtte således gerne skifte jernet ud med et andet.

Eksempler: Ikke “spillets normale gang”.

Eksempler på situationer, der ikke anses at være “under spillets normale gang” er ifølge samme Decision:

  1. Hvis man slår til noget med køllen, fx i jorden eller et træ.
  2. Hvis man kyler køllen ned i baggen.
  3. Hvis man kaster med køllen, uanset om det er i vrede, for at få fat på en bold eller med en anden begrundelse.

Robert Strebs situation er således omfattet af nr. 3, og derfor måtte han ikke bruge den under resten af runden, ligesom han ikke måtte skifte putteren ud med en anden.

Wedge i stedet.
Robert Streb måtte derfor bruge et andet jern i resten af runden – se et eksempel nedenfor.

 

Fem birdies.
Dette virkede dog ikke til at være den store ulempe for Robert Streb, der på de sidste ni huller lavede ikke færre end fem birdies – se nedenfor – og kom dermed med i omspil om titlen!  

Tabte omspil med ny putter.
I omspillet – der betragtes som en ny runde – måtte Robert Streb gerne tage en ny putter med, men det var åbenbart ikke så godt, for han tabte omspillet!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.