Vand i bunker – hvad må man?

Hej alle.

Et af de spørgsmål jeg oftest får, specielt i denne regnvåde tid, er, hvad man gør, når der er vand i en bunker.

Reglerne.
Svaret er, at man – udover at spille bolden som den ligger – egentlig har to muligheder:

1. At dømme bolden uspillelig med et straffeslag (Regel 28): Giver tre muligheder.
2. At tage lempelse efter Regel 25-1 (unormale overfladeforhold, hvis man har gene fra vandet (fx fordi bolden ligger i vandet, eller fordi ens stance er generet af vandet): Giver to muligheder.

Fem muligheder – i ord.
Oversat til dansk giver det fem muligheder:

  1. Én køllelængde“/”Maksimal lempelse“. Uden straf droppe bolden i bunkeren inden for én køllelængde af – og ikke nærmere hullet end – det nærmeste punkt for lempelse. Hvis det ikke er muligt at tage fuld lempelse fra vandet – fx. fordi bunkeren er fuld af vand – så skal man i stedet finde stedet med maksimal mulig lempelse (typisk der, hvor vandet er lavest) og droppe bolden så nær som muligt dette sted, ikke nærmere hullet.
  2. To køllelængder“. Med ét straffeslag droppe en bold i bunkeren inden for to køllelængder af – og ikke nærmere hullet end – boldens placering.
  3. Lige linje (i bunkeren)“. Med ét straffeslag droppe en bold i bunkeren på forlængelsen væk fra hullet af den lige linje mellem hullet, og boldens placering i bunkeren.
  4. Lige linje (uden for bunkeren)“. Med ét straffeslag droppe en bold uden for bunkeren på forlængelsen væk fra hullet af den lige linje mellem hullet, og boldens placering i bunkeren.
  5. Gå tilbage“. Med ét straffeslag gå tilbage og slå en bold fra så¨nær som muligt det sted, hvorfra du slog sidst.

Fem muligheder – i billede.
Grafisk ser det således ud:

—o0o—

Så husk egentlig bare tallet “5” når din bold er røget i en bunker med vand – og så kan du forhåbentlig huske ovenstående 5 muligheder!

Hvis det ikke er til at huske, kan du købe min bog “Golfreglerne fra A-Z – I billeder“, hvorfra figuren oven for er taget. Den koster 199 kr.

MVH
Brian

20 kommentarer
  1. Lars Balslev siger

    Svar nr 1

  2. Peter Jensen siger

    Jeg erkender, at reglerne er sådan. Men hvad er egentlig logikken i at man skal DROPPE sin bold og ikke placere den.
    Det er jo ikke særlig sjovt at droppe sin bold og se den synke ned i et halvt – eller helt – spejlæg.

    1. Anonym siger

      Helt enig!

  3. Niels Odgaard siger

    Det forholder sig således, at man IKKE må droppe en bold ud af bunker
    Droppene i bunker er ok, men hvis man vil ud af bunker skal man erklære bolden uspillelig , og gå tilbage til det sted hvorfra man slog det sidste slag, og droppe en bold med et straffeslag

  4. Finn Kristiansen siger

    Til Niels
    Jo man må gerne ved tilfældig vand droppe ud af bunker på lige linje (bold-hul)
    Vedr. Brians 2:
    Blot for at undgå misforståelser, burde her nok have stået,:: Med ét straffeslag droppe en bold I BUNKER —-

  5. Finn Kristiansen siger

    Glemte desværre at skrive, at droppe på lige linje ud af bunker (ved tilfældig vand) selvfølgelig er som Brian har skrevet med 1 straffeslag.

  6. OSWALD ACADEMY siger

    Ja, enig, Finn.

    Jeg har lige præciseret at det skal være i bunkeren.

    Med venlig hilsen
    Brian Nygaard Oswald

  7. Finn Olsen siger

    Husk, at hvis bunkeren er helt fyldt med vand, bør den straks indrammes med blå pæle, så man får lempelse uden straf (frit drop).

  8. Poul Jensen siger

    “Jeg har lige præciseret at det skal være i bunkeren.”

    Nu er forvirringen da total ! Må man droppe ud af bunkeren eller må man ikke ?

  9. OSWALD ACADEMY siger

    Hej Poul.

    Jeg havde blot i mulighed 2 ikke fået skrevet, at der skulle droppes inde i bunkeren. Det er nu gjort. Så hvis du blot læser artiklen, som den er nu, så skulle der ikke være nogen forvirring 🙂

    Med venlig hilsen
    Brian Nygaard Oswald

  10. Finn Olsen siger

    Hallo Brian! Hvis en bunker er helt fyldt med vand kan der jo ikke droppes i bunkeren, og du kan så ikke få lempelse uden straf! Det er derfor jeg anbefaler, at man indrammer bunkeren med blå pæle, hvorefter der kan droppes efter GUR-reglerne. Er Du ikke enig i det, og at det er den bedste måde at løse problemet på ?

  11. Anonymous siger

    I mulighed 4 dropper man uden for bunkeren. Det mener jeg ikke at man må – eller hvad ?

  12. John B siger

    Anonymos: Jo, hvis der ikke er droppemuligheder i bunkeren pgr. af vand. Dog med eet straffeslag.

    Oswald:
    Hvad er ideen i 2 og 3. Man vil vel altid finde nærmeste punkt for lempelse i bunkeren og droppe der uden straf indenfor 1 køllelængde. Hvem tager et strafslag for en ekstra køllelængde??

  13. John B siger

    Vedr. 2 og 3 I denne situation er der tilfældigt vand i bunkeren, som der tages lempelse for.

  14. OSWALD ACADEMY siger

    Finn: Jo, man må gerne droppe inde i bunkeren, selvom den er fyldt med vand. Man skal så blot finde det sted, hvor vandet er lavest, som det er anført. Men det er nok noget teoretisk for i praksis giver det vel som oftest næppe mening at droppe i bunkeren…

    Anonymous: Jo, man må gerne i denne situation droppe uden for bunkeren.

    John B: Mulighed nr. 2 og 3 (og 5) er, at man dømmer den uspillelig – man går således frem efter Regel 28 (uspillelig) og altså ikke Regel 25-1 (unormale overfladeforhold). I mulighed 1 og 4 går man derimod frem efter Regel 25-1.

    Det er nok svært at vurdere, hvad der i praksis er bedst at vælge – det kommer nok an på, hvor vandet er i bunkeren og hvor meget der er.

  15. Finn Olsen siger

    Hej igen Oswald! Når jeg skriver, at bunkeren er helt fyldt med vand, mener jeg det bogstaveligt – altså ikke muligt at droppe noget sted i bunkeren! Det var derfor, at jeg anbefalede, at bunkeren indrammes med blå pæle!

  16. OSWALD ACADEMY siger

    Hej Finn.

    Jeg forstår godt din pointe. Som sagt så må man gerne droppe i bunkeren, selv om den er helt fuld af vand – og altså således at den i droppet ryger ned i vandet. Men man kan selvfølgelig godt tænke sig en situation, hvor der ikke er noget sted (længere væk fra hullet, i bunkeren), hvor vandet er lavere end der, hvor bolden ligger – og dermed er der så ikke noget sted at droppe i bunkeren…

    /Brian

  17. Johnnie siger

    I en privat runde, uden scorekort involveret vil jeg til enhver tid droppe min bold uden for den vandfyldte bunker.
    I en matchsituatiuon vil jeg forvente, at matchledelsen har lavet en lokal regel gældende for matchen, hvor vandfyldte bunkere er GUR og at man dermed har lov til at droppe uden for den vandfyldte bunker.

    Det er således op til matchledelsen at indføre denne regel (det glemmer man alt for ofte i danske klubber) – i min private runde uden scorekort, er jeg jo “matchleder” og vil derfor vælge at spille golf for underholdningens skyld – det betaler jeg faktisk en del penge for at kunne, og jeg har ikke samvittighedskvaler ved at spille golf “for Sjov” – det skal golf vel altid være. 🙂

    1. Kirsten Nielsen siger

      ” jeg har ikke samvittighedskvaler ved at spille golf “for Sjov” – det skal golf vel altid være”: så skal man bare huske at man ikke kan reguleres 😉

  18. Bent Louis siger

    Hvis vi skal skære det ud i pap, så kan man:
    – Når der gives lempelse uden straf jfr. reglen 25 om unormale overfladeforhold i en bunker, kan man med 1 straffeslag, droppe ud af bunkeren i en lige linje mellem flaget og bolden, uden grænse for hvor langt tilbage man går.
    – Når der tages lempelse jfr. reglen 28 om uspillelig bold i en bunker, kan man droppe ud af bunkeren, men så skal der droppes så tæt som muligt på det sted hvorfra bolden sidst blev spillet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.