Regelbrud kostede 800.000 kr.

Hideki Matsuyama vil for altid huske dette års Open Championship. Måske ikke så meget det faktum, at han spillede de første to dage med verdensstjernerne Rory McIlroy og (den senere vinder) Phil Mickelson. Og måske ikke, at han spillede strålende i de to runder med McIlroy og Mickelsen (71 hhv. 73 slag), og ejheller at han også spillede strålende lørdag og søndag. 

Det, han nok vil huske, er en episode om lørdagen, hvor han fik ét straffeslag for at spille langsomt.

I løbet af runden var han blevet sat på klokken og på 15. hul fik han så en advarsel for at bruge over ét minut på et putt. På 17. hul gik det så galt. Matsuyama brugte ifølge R&A to minutter og 12 sekunder på et slag fra roughen af, og derfor fik han et straffeslag.

David Rickman fra R&A fortalte, at der var blevet givet Matsuyama rigeligt tid også sværhedsgraden af slaget taget i betragtning. Matsuyama havde gået fremad for at vurdere det slag, han skulle slå, og var derefter gået tilbage til sin bold.

– Den official, der timede ham, lod alt dette passere, før uret blev startet. Så vi føler, at vi har været ret forstående/eftergivende i forhold til, hvornår uret blev startet, så under de pågældende omstændigheder bekræftede jeg over for spillerne, at jeg ikke kunne se nogen grund til at ophæve straffen, udtalte Rickman ifølge Golf.com.

Matsuyama sluttede på 6. pladsen og fik derved ca. 247.000 $. Ikke dårligt. Men uden det ene straffeslag var han sluttet på en delt tredjeplads, hvilket ville have indbragt ham ca. 391.000 $. Uden det ene straffeslag havde han således tjent ca. 144.000 $ mere, svarende til ca. 800.000 kr. 

Surt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort.